Hvis du spiser gåsesteg i stedet for flæskesteg, pynter op med en lyskæde med led-pærer frem for glødepærer – og i øvrigt giver ungerne et familiespil i stedet for en spillekonsol, gør du meget godt for miljøet. Sådan lyder budskabet fra den grønne tænketank Concito. Tænketanken står bag et virtuelt julekatalog, CONTANT, hvor julemad, fysiske julegaver og oplevelsesgaver bliver sammenlignet med hinanden i forhold til CO2 forbruget. Således kan man se, at en flæskesteg på 1,5 kilo koster 34 kilo CO2, mens en gåsesteg ’blot’ koster 24 kilo CO2.
Ser man på børnenes jul, er der også masser at spare. For eksempel er en tur i Zoologisk Have langt billigere i CO2 end en pakkekalender med 24 små legeting.



























