En moderne elcykel er vitterlig en smart opfindelse, der – selv for utrænede sofakartofler – kan erstatte offentlig transport eller familiebil nummer to.
Endda på distancer op til hele 20-25 kilometer og uden sved på overlæben eller syre i benene. Det viser vores tjek af fire modeller. Ulempen er dog, at cyklerne er temmelig kostbare, og priser fra 12.000 kroner er mere regelen end undtagelsen. Men selv om man får både mere komfort og flere funktioner ved at vælge de dyreste modeller, så kan de billige også være med. Således viser vores tjek, at det ikke behøver at koste mere end 8.000 kroner at få godt rygstød op ad den berygtede stigning Munkebjerg ved Vejle eller Valby Bakke.



























