På dansk: Motor Classic

Lyt til artiklen

Redaktionen af dette blad udsteder en klar ordre til læseren: »Derfor skal du have en MGB!«. Budskabet uddybes over otte sider, der munder i den konklusion, at en MGB er fascinerende at køre og ret billig at eje. Men inden da får læseren serveret en grundig gennemgang af den engelske sportsvogn, og det er ikke bare en forherligende lovsang; der påpeges også svage punkter ved bilen. Sådan bør det selvfølgelig også være i et blad, der er udgivet af en forbrugerorienteret organisation som FDM. MotorClassic er nu fremme ved nr. 2, som byder på en hel stribe fremragende reportager med fotos af lige så høj kvalitet. Det er især biler fra 1960’erne og 1970’erne, der optager pladsen i spalterne. I det aktuelle nummer er det bl.a. BMW 2002, Alfa Romeo Giulia, NSU Ro 80 og Fiat 500 – biler, som man ikke behøver at være millionær for at blive ejer af i dag. En enkelt reportage fortæller om en køretur i Ford Edsel i Los Angeles, men ellers er det velgørende, at de beskrevne vitterlig findes her i landet. Bladet er på ingen måde tynget af annoncer – det er muligvis skidt for økonomien, og rigtige entusiaster kunne sikkert savne en ’Til salg’-rubrik, fyldt med fristende klassikere. Alligevel et overbevisende blad med masser af tips til dem, der mangler noget at bruge sparepengene på.

Dom: Velskrevne artikler med god forbrugerinfo. De udenlandske blade giver dog flere sider for pengene.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her