Fodboldmetaforerne blev sendt ud i fuldt flor, da Bent Hansen (S), Danske Regioners formand, finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) og sundhedsminister Sophie Løhde i aftes skulle udlægge den nye økonomiaftale mellem regeringen og de danske regioner.
»Vi har lavet en ny aftale efter hårde forhandlinger, for det er jo økonomisk stramme tider. Vi løfter sundhedsvæsnet med halvanden milliard kroner, og det er jeg glad for at kunne præsentere. For regeringen vil jeg så sige, at det her er første halvleg med hensyn til sundhedspolitikken. Anden halvleg kommer så ved finanslovsforhandlingerne, vi skal føre senere på året«, sagde finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).




























