Julie Duelund Mortensen blev 34 år. En dag i 2008 holdt hendes hjerte op med at slå, mens hun fik piller mod skizofreni. Forældrene er overbeviste om, at det var medicinen, der slog hende ihjel, og statsobducenten gav dem delvist ret. Medicin »kan have haft en vis indflydelse på dødsfaldet«, skrev han.
Det er den slags historier, der gør, at professor ved Københavns Universitet Peter Gøtzsches sønderlemmende kritik af medicin mod psykiske sygdomme ikke bare kan skubbes til side.




























