For et par kroner kan du købe en smøg sammen med din frokost på Falkonergårdens Gymnasium og på gymnasiet i Odsherred. Og i Nyborg Gymnasiums kantine og på Gentofte Studenterkursus sælger man hele pakker. Det afslører en rundringning til 32 tilfældige gymnasier landet over. Cigaretsalget foregår, selv om undersøgelser om unge rygere viser, at det har afgørende betydning, at cigaretterne er nemme at få fat på, ikke er for dyre, og at der er andre, der ryger omkring dem. »Det er forkasteligt, for man ved, det er afgørende for unge, at der er let adgang til cigaretter. Det burde være helt ulovligt på alle uddannelsesinstitutioner at ryge, det er alt for slapt«, siger professor i lungemedicin på Aarhus Sygehus Ronald Dahl.
Kræftens Bekæmpelse:Skoler har et ansvar Samme holdning har projektchef i Kræftens Bekæmpelse Per Kim Nielsen. »Ungdomsuddannelserne skal begrænse rygning, og de har et ansvar omkring sundheden. Det lever de ikke op til, når de direkte giver de unge lov til at købe cigaretter«, siger han og påpeger, at særligt når skolerne sælger cigaretter stykvis, vil mange flere unge prøve rygningen af.




























