Nord, syd, øst eller vest – retningen er ikke afgørende, når en masse danskere i de kommende uger rejser på vinterferie, for det handler i høj grad om at komme væk fra alt det grå.
De fleste sætter kurs mod sne og bjerge, et mindretal mod sol og varme. Rejsebranchen skønner, at omkring en halv million danskere rejser på skiferie i løbet af en sæson, heraf de fleste i februar. En undersøgelse foretaget af Hotels.com viser, at 36 procent af danskerne i år planlægger at holde en eller anden form for vinterferie, og interessen for destinationer med sommertemperaturer er stigende.






























