En gul bil med lysende blå blink og en højlydt sirene stormer gennem Københavns gader. Vanen tro har en eller flere unge drukket for meget, og sammen med sin makker skal Brian Andersen ud at sikre, at de ikke er i livsfare.
Situationen var en del af hverdagen, da Brian Andersen i 13 år arbejdede som ambulancefører og 5 år som paramediciner: »Beruselse fylder meget i weekenderne og ved studiestart«, forklarer han.




























