Så er det nu, du skal holde ud, hvis drømmen er at blive vinterbader. Langt den nemmeste måde at begynde et nyt liv som ’viking’ på er simpelthen ikke at holde op med at gå i vandet, selv om sommeren ifølge kalenderen sluttede for en uge siden. Det er i hvert fald rådet fra erfarne vinterbadere. En af dem, Klaus Slavensky, som tilmed har skrevet en bog om emnet, begyndte ganske vist sin ’karriere’ som vinterbader en morgen midt i februar for 15 år siden, men det er nok for barskt for de fleste. Februar er i hvert fald den måned, hvor de gennemsnitlige havtemperaturer er lavest. »Tidligere havde jeg det sådan, at hvis det var for koldt til at svømme, så kunne jeg lige så godt stå under den kolde bruser«, siger Klaus Slavensky. »Men så vågnede jeg en morgen med en ubændig trang til at gå ned og dyppe mig i vandet. Og jeg kan sige dig, at oplevelsen er helt anderledes. Vinterbadning svarer til et koldt brusebad gange 10.000«. De fleste dypper sig kun Der findes over 11.000 organiserede vinterbadere i Danmark, og Klaus Slavensky anslår, at der nok er lige så mange, der ikke er medlem af en klub. Og antallet stiger. Flere og flere får øjnene op for vinterbadningens lyksaligheder, men det betyder også, at nogle af klubberne, især omkring København, kan have ventelister. Klaus Slavensky mener, at det tidligere især var aldersklassen 40+, der dyrkede vinterbadning, men at man i dag ser flere og flere unge i de kolde bølger. Også nogle skoler er begyndt at tilbyde organiseret vinterbadning. Fordelen ved at være medlem af en vinterbadeklub er, at de ofte har faciliteter i form af omklædningsrum og måske en sauna. Selv bader Klaus Slavensky uorganiseret og alene. Hver morgen går han de 200 meter fra sit hjem ned til vandet, og nogle gange tager han en ekstra tur, når han kommer hjem fra arbejde. »Andre bader måske kun et par gange om ugen eller kun i weekenden, hvis de har langt til vandet. Men jo oftere du gør det, jo bedre, synes jeg«. Der er ingen regler for, hvor længe man skal eller kan være i det kolde vand. Det er individuelt. Verdensrekorden indehaves af en englænder, Lewis Gordon Pugh, der har gennemført en polarsvømning på en halv time, kun iført badebukser. Det kan ikke anbefales at forsøge noget i den retning. Langt de fleste vil dø længe inden. For de fleste er et par minutter højden, og virkningen indfinder sig allerede efter 20-30 sekunder. »Man kan ikke sætte en bestemt grænse«, siger Bo Belhage, der selv vinterbader og er afdelingslæge på Bispebjerg Hospital, hvor han er medlem af et hold, der forsker i vinterbadningens helbredsmæssige effekter. »Men de fleste dypper sig kun, og efter få minutter kan man risikere, at der indtræder en lammelse«. Gå stille og roligt i vandet Bo Belhage vil ikke anbefale det, Klaus Slavensky gør: at bade alene. »Bad ikke alene, og bad kun, hvor du kan bunde, så andre kan komme ud og samle dig op, hvis du bliver lammet«, siger han. Et andet råd er at gå stille og roligt ned i vandet, enten ad en trappe fra en badebro eller ud fra stranden. »Man skal ikke hoppe ud på dybt vand – og slet ikke som nybegynder. Det kan give en chokeffekt, der kan være farlig«, siger han. Bo Belhage understreger også, at man ikke skal nøjes med at dyppe en del af kroppen. »Du skal i helt op til i hvert fald skuldrene. Og det mærkelige er, at det ikke gør ondt at dyppe hele kroppen i vand, der er så iskoldt, at det gør ondt at stikke en hånd ned i det«.
Det kolde gys er måske sundt
Belhage og hans kolleger har endnu ingen endelige resultater af deres forskning i helbredseffekterne.
»Men noget tyder på, at vinterbadning på længere sigt styrker immunforsvaret, ligesom vinterbaderne selv siger. Det ser også ud til at forøge fedtforbrændingen og give en bedre håndtering af blodsukker og insulin, og det kan i hvert fald indirekte være med til at forebygge hjerteproblemer og formentlig også diabetes 2«, siger Bo Belhage.
Vinterbadere, der indleder med en tur i en glohed sauna før det kolde gys, kaldes af nogle lidt foragteligt for ’radiator’- eller ’kakkelovnsvikinger’. Finske forsøg tyder imidlertid ifølge Klaus Slavensky på, at temperaturkontrasten forstærker den styrkelse af immunforsvaret, som det kolde vand menes at medføre.
Men igen advarer Bo Belhage:
»Vi har lavet et studie, der tyder på, at det nok belaster kredsløbet at hoppe lige fra saunaen og ud i det kolde vand. Så hvis man vil i sauna, vil jeg anbefale, at man gør det efter badet«



























