Regeringen har en ambition om, at ingen børn og unge skal ryge i år 2030. Men ifølge en ny undersøgelse af 2.000 16-25-åriges rygevaner kan drømmen om en røgfri generation nemt forvandle sig til lidt af et mareridt. For stik imod målsætningen stiger andelen af børn og unge, der ryger.
Undersøgelsen er udført af Epinion for Kræftens Bekæmpelse og bliver offentliggjort i dag. 15 procent af de adspurgte i aldersgruppen svarer, at de ryger cigaretter hver dag. Ved en tilsvarende undersøgelse et år tidligere var andelen af daglige rygere nede på 13 procent. Stigningen på 2 procentpoint svarer til en stigning på 15 procent på blot ét år.



























