Et fotoalbum
4. juni viste journalist og forfatter Ninka-Bernadette Mauritson billeder fra sit liv i BT og berettede om sin søns forvandling. Som lille barn fik han diagnosen »infantil autisme«. Drengen var ude at kontrol. Slog, bed og sparkede. Indtil hans kost blev lagt om. Mælk, gluten, sukker og farvestoffer blev fjernet, hans hjerne og krop blev trænet, og tv’et blev slukket. Nu er min søn »helt rask«, fortalte Ninka-Bernadette Mauritson. BT's overskrift lød: »Infantil autisme blev helbredt – nu er sønnen klassens bedste elev«.
Kernesunde Ninka
Hun skrev sig ind i forældres dårlige samvittighed med sin bog ’Kernesund Familie - Sådan!’, der udkom for ti år siden og solgte i over 100.000 eksemplarer: »Jeg hedder Ninka, og jeg vil vædde på, at min familie har noget til fælles med din«. Hun fortalte om sin families vandring fra et liv med overvægt, dårlig søvn og allergi til en glad og sund tilværelse. Blandt andet kom sønnen »ud af autismen«. Et redskab var en kost uden sukker, komælk og gluten. Myndigheder advarede mod at følge hendes råd.




























