Det skal handle om julemad, men vi begynder med en historie om den amerikanske skuespiller Robert De Niro. Under optagelserne af den klassiske boksefilm ’Raging Bull’ rejste han til Italien og spiste gennem fire måneder al den pasta, han kunne komme i nærheden af, for at få den rigtige størrelse til de scener i filmen, hvor han portrætterede det aldrende bokseikon Jake la Motta.
Under ædegildet skiftede de Niro form fra at være en toptrimmet superbokser til en svært overvægtig og afdanket en af slagsen. Et menneske med to helt forskellige former i en og samme film. Robert de Niro tog mere end 25 kilo på, men det var alt andet end nemt.




























