Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) strammer nu grebet om butikker, kiosker og supermarkeder, der ulovligt sælger tobak, alkohol og håndkøbsmedicin til børn og unge under de lovfastsatte aldersgrænser.
Sikkerhedsstyrelsen skal ifølge regeringen fremover kontrollere, at aldersgrænserne bliver overholdt. Ellers risikerer butikkerne bødestraf. »Vi har konstateret, at håndhævelsen af regler, særligt i forhold til tobak, men også alkohol og håndkøbsmedicin, simpelthen ikke er stærk nok. Det har I jo også som avis dokumenteret i rigeligt omfang«, siger Ellen Trane Nørby med henvisning til Politikens artikler om tobakssalg til børn.



























