Vibe Pedersen er 31 år og skal føde sit første barn i december. Men her godt halvanden måned inden fødslen har hun og kæresten valgt at flytte fødested, fordi hun tilfældigvis opdagede, at de på Rigshospitalet – selv om de er førstegangsfødende – kun vil få fire timer til at sunde sig efter fødslen, inden de skal hjem.
»Hvis alt går ’ukompliceret’, skal man hjem efter fire timer. Det skaber enorm usikkerhed for os som par, der ikke har født før, at risikere at blive sendt hjem kort tid efter, måske om natten og måske uden at amningen er etableret ordentligt«, siger Vibe Pedersen.



























