Igen i år er der problemer med høje temperaturer på supersygehuset i Skejby. Sidste år var der 30 grader inde på stuerne, og der er først udsigter til en løsning næste år.

Problemet er tilbage: Sygehusansatte fragter is og kolde klude i kamp mod heden

Foto: Tonny Foghmar
Foto: Tonny Foghmar
Lyt til artiklen

Et airconditionsystem blev sparet væk, da supersygehuset i Skejby ved Aarhus skulle bygges. Der skulle være råd til en helikopterlandingsplads. Supersygehuset, der blev indviet i 2017, skulle oprindelig have kostet 13 milliarder kroner, men efter finanskrisen blev budgettet halveret.

Og airconditioningen er savnet.

Sidste sommer nåede temperaturerne op på 30 grader inde på stuerne, og igen i år lider patienterne under sommervarmen. Ifølge DR er der i øjeblikket 26 grader på stuerne.

»Hvis vi får en sommer som sidste år, så er udfordringen fuldstændig den samme«, siger Jacob Gøtzsche, der er fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

På søndag bliver det 33 grader, venter DMI.

»Det er uudholdeligt«: Patienter fanget i varmen på supersygehus

Personalet forsøger ligesom sidste år at gøre, hvad de kan, for at patienterne har det godt, men det er en svær opgave.

»Det er tid og ressourcer, som vi skal bruge på at hente vand, kolde klude og is og andet godt. Det går jo fra kerneopgaven, som er at yde en god pleje, behandling og rehabilitering. Det er jo ikke, fordi der kommer flere på arbejde, fordi vi runder 30 grader«, siger Jacob Gøtzsche.

Løsning om et år

Sidste sommer sagde formanden for Region Midtjylland til DR, at supersygehuset havde et år til at finde en løsning. Om en måned er der gået et år, og der kommer til at gå et år mere, før supersygehuset får temperaturerne ned.

Formanden for Region Midtjylland, Anders Kühnau (S), mener dog, at hans udtalelse skulle forstås på en anden måde.

»Jeg har ikke lovet, at der ville være køling den her sommer. De fik et år til at finde en løsning, og det har de sådan set også fundet. Det er det, vi er ved at projektere nu«, siger Anders Kühnau.

Det var altså et år til at finde en løsning og et år til at implementere.

Skal spare en milliard: Aarhus Universitetshospital nedlægger de første 43 stillinger på mandag

Regionsrådet har udarbejdet et forslag til et kølesystem, der vil sænke temperaturen 5 grader. Det kommer til at koste omkring 14 millioner kroner, og der er nu afsat 100.000 kroner til at udforme det konkrete forslag. Først når det er klart, skal politikerne i regionen tage stilling til, om de vil bruge de 14 millioner kroner på et nyt kølesystem på Aarhus Universitetshospital.

»Jeg har en forventning om, at vi har et system på plads næste sommer«, siger han og forklarer, at det nuværende ventilationssystem er blevet justeret, så temperaturerne burde kunne holdes længere nede.

Ifølge Søren Kvistborg, der er teknisk chef på sygehuset, er automatikken på solafskærmningen ved vinduerne bedre i år.

»Vi har fået vores solafskærmning indkørt og dermed driftsoptimeret, så den er aktiv tidligere, end den var sidste år. Og så håber vi også på, at vi har fået kommunikeret tydeligt, at man ikke skal åbne vinduerne«, siger han til DR, men forklarer, at ventilationssystemet ikke køler. Hvis der er 26 grader udenfor, så blæser ventilationssystemet 26 grader varmt luft ind.

Besparelser

De høje temperature er langtfra det eneste problem, som supersygehuset står overfor. De skal spare flere hundred millioner over de kommende fire år.

For præcis en måned siden, 28. maj, slog mere end 2.000 ansatte på Aarhus Universitetshospital en menneskering om sygehuset for at vise deres frustration. Hospitalet mangler 425 millioner kroner, før dette års budget er i balance.

Samtidig har sygehuset en kæmpe flytteregning efter sammenlægningen af fire hospitaler i Aarhus, og det gør ikke just stemningen på sygehuset bedre.

Millionbesparelser efterlader landets første supersygehus med en uvis fremtid

»Der er en generel bekymring på grund af de 425 millioner, som er den driftsmæssige udfordring, vi har. Og vi har jo også en flytteregning på op mod 1 milliard«, siger fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på Aarhus Universitetshospital Jacob Gøtzsche, som håber, at der vil komme en økonomisk håndsrækning fra politisk hold til at klare de store økonomiske udfordringer.

»Udsigterne er da rimelig dystre, og når man oveni skal gå rundt i 25-30 grader, så kan sommeren da godt blive lang, må man sige«, siger Jacob Gøtzsche.

Der planlægges besparelser knap 150 millioner i år 2019, hvoraf regionsrådet har taget stilling til forslag for knap 15 millioner i onsdags, hvoraf mange blev afvist.

Majlinda Urban Kuci

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her