Kvinder behøver ikke bekymre sig om hverken smerte eller lækage ved brug af menstruationskop. Den miljø- og udgiftsvenlige kop er nemlig lige så effektiv som både bind og tamponer, viser nyt studie.

Nyt studie beviser menstruationskoppens effektivitet

En menstruationskop kan genbruges i op til 10 år og sparer en for udgiften til tamponer og bind og gør miljøet en tjeneste. Arkivfoto.
 Foto: Joachim Adrian/POLFOTO
En menstruationskop kan genbruges i op til 10 år og sparer en for udgiften til tamponer og bind og gør miljøet en tjeneste. Arkivfoto. Foto: Joachim Adrian/POLFOTO
Lyt til artiklen

Selv om den genbrugelige menstruationskop over de seneste år er blevet mere og mere populær, når blødningen en gang om måneden melder sig, tyr langt de fleste kvinder stadig til bind og tamponer.

For til trods for at koppen er både miljøvenlig og sparer en for den, lad os være ærlige, ikke lille udgift til menstruationsremedier hver måned, viser undersøgelser, at relativt få kvinder kender til koppens fordele.

Desuden forbinder mange kvinder koppen med usikkerhed og komplikationer – en sikkerhed, som de derimod finder i menstruationens evergreens.

Men i gennemgang af i alt 43 studier fra både fattige og rige lande, som netop er publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift The Lancet, viser det sig, at menstruationskoppen er mindst lige så god som de gode gammeldags metoder. Det skriver BBC.

I alt 3.300 kvinder og piger har deltaget i studiet. Langt de fleste af kvinderne bekymrede sig blandt andet om smerte i forbindelse med brug af menstruationskoppen, problemer med at få den til at passe, at fjerne den og ikke mindst lækage.

Men ifølge studiet er der ikke noget at bekymre sig over: Komplikationerne ved brug af menstruationskop er sjældne. Og man kan føle sig lige så sikker på ikke at bløde igennem, måske endda mere sikker, med en menstruationskop.

Billig og god for miljøet

I fire af de gennemgåede studier, hvori næsten 300 kvinder deltog, sammenlignede man lækage ved brug af menstruationskopper, bind og tamponer. I tre af studierne var lækagen den samme, mens den i det fjerde var betydeligt mindre ved brug af menstruationskop.

Menstruationskoppen er lavet af fleksibelt gummi eller silikone. Når den sættes op i skeden får den en form for sugekop-effekt, der stopper blodet fra at løbe ud. Koppen kan holde på mere blod end både tamponer og bind, men med det aber dabei, at den i stedet skal tømmes og vaskes regelmæssigt.

Til gengæld kan den genbruges i op til 10 år, og man sparer dermed både penge og gør miljøet en tjeneste.

Efter 13 af de i alt 43 studier svarede omkring 70 pct. af kvinderne, at de ville fortsætte med at bruge menstruationskopperne, nu de var klar over, hvordan koppen virker.

Simone Scheuer-Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her