En junidag sidste år mistede Peter Lotinga sin hustru. Hun havde et alvorligt mavesår, som ikke blev opdaget. Derfor har han sendt en klage til Styrelsen for Patientklager, og foreløbig har han ventet 9 måneder på svar.
Peter Lotinga er langtfra den eneste, der venter længe på at få sin sag afgjort. Målet er 9 måneders ventetid, og der har i årevis været problemer med at leve op til det. Men efter styrelsen flyttede fra København til Aarhus som led i udflytningen af statslige arbejdspladser, er sagsbehandlingstiden løbet løbsk. Bare siden nytår er den steget fra i snit 13,1 måned til nu 14,5 måneder. Det viser helt friske tal, styrelsen har trukket for Politiken.
Sagsbehandlingstid
Gennemsnit for patientklager
2015: 12,8
2016: 12,4
2017: 13,6
2018: 13,1
2019 til dato: 14,5
Kilder: Styrelsen for Patientklager og Sundheds- og Ældreministeriet
»Det er fuldstændig urimeligt, og vores oplevelse er, at problemet lige nu bare vokser sig større og større og større«, siger direktør i paraplyorganisationen Danske Patienter Morten Freil.
Han fortæller, at organisationen løbende har kontakt med frustrerede, vrede patienter, som efter at have ventet i månedsvis end ikke har fået en bekræftelse på, at Styrelsen for Patientklager har modtaget klagen. Sidste år klagede 7.369 personer.
Udvikling
Antallet af klagesager
2015: 6.612
2016: 6.335 (- 4 pct.)
2017: 6.848 (+ 8 pct.)
2018: 7.369 (+8 pct.)
Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet
De burde som minimum få et overslag på, hvor lang tid det vil tage at behandle klagen, mener Morten Freil: »Det er ubegribeligt, at det er kommet så langt ud«.
Han påpeger, at det krænker retsfølelsen, og man risikerer, at andre patienter i mellemtiden bliver udsat for samme fejl.
Sagerne er ofte ganske alvorlige, viser en gennemgang af tidligere afgørelser. I flere tilfælde har lægevagten ikke reageret på opkald om patienter, der viste sig at have meningitis. Andre gange er operationer gået galt; en patient fik for eksempel sat sit knæ forkert sammen, mens en kvinde ikke blev ordentligt bedøvet under et planlagt kejsersnit.
Det er ubegribeligt, at det er kommet så langt ud
Der er ikke noget at sige til, at Danske Patienter oplever frustration blandt dem, der venter længe, understreger psykolog Charlotte Green. Det kan fylde hele éns hverdag og føre til søvnløshed og stress.
»Rent psykologisk er det vældig, vældig opslidende, og det går ud over selvværdet, fordi man oplever ikke at blive taget alvorligt, når der bare er tavshed fra systemets side«.
Styrelse: Det kommer til at tage tid
Direktøren for Styrelsen for Patientklager, Lizzi Krarup Jakobsen, afviser at lade sig interviewe, men skriver til Politiken, at hun anerkender, at den lange sagsbehandlingstid er frustrerende for patienter og pårørende. Hun forklarer primært situationen med, at der er opstået en ophobning af sager, fordi styrelsen flyttede. Det skete ad to omgange i 2015 og 2018, og kun i alt 11 medarbejdere valgte at flytte med. Det vil sige, at 219 af de 230 ansatte i styrelsens domicil i Aarhus er nye.
»Klagesager er et komplekst arbejdsområde, der tager tid at lære, og vi må ikke gå på kompromis med kvaliteten. Det kommer derfor til at tage tid, før vi er oppe i den forventede flyvehøjde«, skriver Lizzi Krarup Rasmussen.
Hun vil ikke definere nærmere, hvornår hun forventer, at styrelsen når målsætningen om en gennemsnitlig behandlingstid på 9 måneder. Hun skriver blot, at det bliver »et stykke ud i fremtiden«.
Ellen Trane Nørby (V), sundhedsminister i den forrige regering, undrer sig over, at regeringen ikke har afsat penge til at få bugt med sagspuklen, ud over 20 millioner kroner på sidste års finanslov.
»De penge dækker kun en brøkdel af behovet. Jeg savner at høre en plan fra regeringen«, siger Ellen Trane Nørby.
Jeg savner at høre en plan fra regeringen
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyser i en mail, at han er klar over sagens alvor og arbejder på en handlingsplan: »Opgaven blev ikke løst af den tidligere regering, som kun afsatte et utilstrækkeligt beløb. Den udfordring er vi gået i gang med at løse«, skriver han: »Det bliver et langt og sejt træk«.
fortsæt med at læse




























