Endnu en dansker er smittet med coronavirus. Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.
Det er Statens Serum Institut, der har analyseret en halspodning fra personen, som nu kan bekræfte, at prøven er positiv for coronavirus.
Det betyder, at der nu foreløbig er i alt fire personer, som er smittet med virusset i Danmark.
Det nye smittetilfælde har relation til den anden smittede, som blev bekræftet fredag.
Her var der tale om en mand, som vendte hjem fra en skiferie i Norditalien 15. februar. Han blev syg tre dage efter hjemkomsten med blandt andet feber. Men kontaktede først sin læge 27. februar - ni dage efter de første symptomer.
Det betyder dog, at det nye smittetilfælde allerede var i hjemmekarantæne.
»Vi har allerede foretaget smitteopsporingen, og kontakterne er informeret«, siger direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed Anne-Marie Vangsted i en pressemeddelelse.
Styrelsen opfordrer alle med symptomer, der inden for de seneste to uger har været i områder med coronavirus, til at kontakte egen læge eller lægevagten.
Canadisk coronasmitttet mellemlandede i København
Søndag aften skriver DR desuden, at en kvinde, som er ét ud af tre nye coronasmittede tilfælde i Canada, rejste via Københavns Lufthavn tirsdag.
Fire danskere smittet med coronavirus
Hun fløj tirsdag fra Teheran i Iran til Qatars hovedstad, Doha, og videre til København. Dagen efter - onsdag - fløj hun fra København til Toronto i Canada.
De tre nye tilfælde af virussmittede, som lørdag blev bekræftet i den canadiske provins Ontario, havde alle opholdt sig i Iran forinden.
I Iran er knap 1000 smittede bekræftet, mens virusset har kostet 54 personer livet, viser en kortlægning fra Johns Hopkins University.
Er nu i hjemmekarantæne i Canada
Kvinden, som ifølge DR er 34 år gammel, fløj på business class med sin mand og sit barn på alle tre flyvninger. Hun er nu i hjemmekarantæne i Canada, skriver DR.
Hvor hun og hendes familie befandt sig, i den periode hvor hun opholdt sig i Danmark, vides ikke.
Kvinden skal ifølge DR have fået det dårligt allerede tirsdag, men tog ikke kontakt til de ansatte i lufthavnen.
Københavns Lufthavn er blevet gjort opmærksom på sagen, fordi flyselskabet, som kvinden fløj med, rettede henvendelse.
Lufthavnen oplyser til DR, at man fortsat følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer, men ellers ikke gør yderligere i forhold til sikkerhed.
Styrelsen for Patientsikkerhed er opmærksomme på sagen og er i dialog med de canadiske myndigheder om opsporing af mulige kontakter, skriver styrelsen til DR.
Foreløbig er tre danskere testet positiv for coronavirus.
ritzau
fortsæt med at læse




























