Ny opjustering: 113 danskere smittet med coronavirus

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Antallet af coronasmittede personer i Danmark fortsætter med at stige.

Tirsdag morgen er status, at 113 personer herhjemme er smittet med virusset.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed på sin hjemmeside.

Den hidtil seneste status var fra mandag eftermiddag, hvor 90 personer var smittet.

1.119 personer er ifølge Statens Serum Institut blevet testet for coronasmitte, og 770 personer befinder sig i karantæne.

Blandt de karantæneramte er en femteklasse og to lærere på Malling Skole i Østjylland.

De er sendt i karantæne, efter at to elever på skolen er smittet med coronavirus.

Virusset har også ramt andre uddannelsesinstitutioner, blandt andre Rysensteen Gymnasium i København, der er lukket midlertidigt.

Desuden har to studerende på CBS - Copenhagen Business School - fået konstateret smitte efter skirejser i Norditalien.

Tre andre studerende, der har været i kontakt med de pågældende, er i hjemmekarantæne.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her