De svenske elever sidder stadig foran tavlerne, fordi det ifølge landets statsepidemiolog ikke er bevist, at det forsinker spredningen af covid-19 at sende dem hjem.

Sverige holder skolerne åbne: Tvivlsomt, om det hjælper at lukke dem

Den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell under en pressekonference om covid-19.  Foto: 10090 Claudio Bresciani/tt/Ritzau Scanpix
Den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell under en pressekonference om covid-19. Foto: 10090 Claudio Bresciani/tt/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Hun var standhaftig, den svenske undervisningsminister Anna Ekström, da hun torsdag stod foran en flok journalister. Hun havde lige annonceret ny lovgivning, som vil gøre det muligt at indrette undervisning anderledes, sende elever på andre skoler, udsætte eksaminer og holde åbent i weekender og ferie på landets uddannelsesinstitutioner.

Men ministeren vidste udmærket, at journalisterne ville spørge til én ting: Hvorfor lukker Sverige ikke skoler og andre uddannelsesinstitutioner, når både Danmark og Norge har gjort det?

Skolelukninger er et af de mest almindelige skridt, som de europæiske regeringer har taget for at forsøge at bremse smitten med covid-19. Kort før Anna Ekström stillede sig foran de kritiske reportere, havde den franske præsident Emmanuel Macron således i en tv-tale bebudet lukning af alle landets skoler fra mandag.

Europæisk overblik: Sådan prøver resten af Europa at bremse corona

Mor og far vil mangle i samfundet

Den svenske minister stod fast, da hun blev bedt om et svar til de svenskere, som undrer sig over, at deres børn stadig skal sidde i klasseværelserne. Hendes vigtigste argument handler om forældrene.

»Hvis mor og far har vigtige job i sygeplejen eller omsorgssektoren, eller hvis de varetager vigtige samfundsfunktioner, så bliver de tvunget til at gå derhjemme og passe børnene i stedet for at passe deres arbejde. Det vil påvirke vores evne til at bekæmpe smittespredning meget negativt, og det ville også påvirke muligheden for at tage os af de syge meget negativt«, svarede ministeren.

Det bliver ikke meget bedre, hvis den ældre generation tager over.

»Alle ved, at det ofte er bedsteforældrene, som må træde til, når mor og far skal arbejde. I dag er vi nødt til at beskytte vores ældre. De er mest udsatte«, sagde Anna Ekström med henvisning til, at dødeligheden for smittede med covid-19 stiger markant med alderen.

Argumenterne om forældre og bedsteforældre er ikke nogen, ministeren selv har fundet på. Hun har fået, hvad hun kalder »en tydelig og stærk anbefaling« om ikke at lukke skolerne fra Sveriges svar på Sundhedsstyrelsen, Folkhälsomyndigheten.

Tvivlsom effekt

Statsepidemiolog Anders Tegnell har adskillige gange måttet svare på spørgsmål om, hvorfor Folkhälsomyndigheten lader skolerne være åbne. Også han blev på et pressemøde onsdag aften spurgt, hvorfor han vurderer risikoen for smittespredning anderledes end kollegerne i Danmark og Norge.

»Vi er alle enige om, at vi er meget usikre på, hvordan det påvirker spredningen af smitte«, lyd hans umiddelbare svar.

Da svensk tv efter pressemødet gik statsepidemiologen mere på klingen, fremhævede han, at effekten af skolelukninger er »tvivlsomt«.

»Der findes mange studier, og det har vist sig at have lille effekt. Det kan vise sig at forsinke smittespredningen lidt, men gør man det for tidligt eller for sent, kan man få negative effekter«, fremhævede Anders Tegnell.

Da journalisten ville vide, hvad der skal til, for at de svenske skoler lukkes, svarede han:

»Ret meget, som jeg ser det nu, fordi effekter er så tvivlsomme«.

Svenskerne kan stadig gå i biografen

Undervisningsminister Anna Ekström understregede på sit pressemøde, at lovgivningen er på plads, og at regeringen ikke vil tøve med at lukke landets skoler, hvis myndighederne senere skønner, at det forsinker udbredelsen af covid-19.

De svenske skoleledere har også selv mulighed for at lukke skolerne, men undervisningsministeren kunne ikke give et bud på, hvor mange der bliver lukket.

Sverige har i det hele taget ikke taget lige så drastiske skridt som Danmark i kampen mod covid-19. Regeringen indførte ganske vist onsdag et forbud mod arrangementer med flere end 500 deltagere. Men svenskerne kan stadig finde åbne teatre, biografer og museer, ligesom regeringen modsat den danske ikke generelt har opfordret cafeer og restaurationer til at lukke helt ned.

Sverige havde fredag diagnosticeret 775 med covid-19, omtrent samme antal som i Danmark. Med en næsten dobbelt så stor befolkning er andelen af konstaterede smittede i forhold til indbyggertallet omtrent halvt så stor som herhjemme. Turister hjemvendt fra Italien og Østrig udgør to tredjedele af de smittede svenskere.

Det lykkedes ikke umiddelbart at få en kommentar fra den danske Sundhedsstyrelse.

Magnus Bredsdorff

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her