Danmark er i fare for at løbe tør for håndsprit og masker

Sundhedssektoren risikerer at løbe tør for værnemidler i kampen mod coronavirus, advarer Lægemiddelstyrelsen. Foto: Jens Hartmann Schmidt/POLFOTO
Sundhedssektoren risikerer at løbe tør for værnemidler i kampen mod coronavirus, advarer Lægemiddelstyrelsen. Foto: Jens Hartmann Schmidt/POLFOTO
Lyt til artiklen

Lægemiddelstyrelsen opfordrer nu alle til at spare så meget som muligt på værnemidler som håndsprit, ansigtsmasker, åndedrætsværn og visirer.

Ellers risikerer sundhedssektoren at løbe tør for værnemidlerne, oplyser Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse.

»Vi tager situationen meget alvorligt, og vi arbejder non stop alle ugens dage på at skaffe værnemidler til det danske sundhedsvæsen«, siger Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz.

Efterspørgslen er eksploderet: Derfor løber vi tør for test, der skulle sikre coronafrie læger og sygeplejersker

Selv om man skal forsøge at spare, skal man ikke gå på kompromis med sikkerheden, understreger styrelsen samtidig.

Lægemiddelstyrelsen er i øjeblikket i kontakt med danske virksomheder for at skaffe flere værnemidler fra udlandet, der kan transporteres hurtigt til Danmark, og for at sætte gang i yderligere produktion af værnemidler herhjemme.

Har brug for værnemidler for at undgå smitte

Risikoen ved mangel på værnemidler er blandt andet, at sundhedspersonalet, herunder især ældre medarbejdere, kan smittes og dermed må sættes i karantæne.

Hos Lægeforeningen, der er interesseorganisation for landets læger, er der også bekymring at spore hos formand Andreas Rudkjøbing.

»Problemet er, at vi har brug for de her værnemidler for at undgå smitte hos læger og sygeplejersker og selvfølgelig også for at undgå at smitte patienterne. Det er afgørende for en sikker behandling«.

»Vi har set i nogle af de andre lande, der er hårdt ramt af coronavirus, at sygdom i sundhedspersonalet er en af de allerstørste udfordringer«, siger Andreas Rudkjøbing til Ritzau.

Sundhedsstyrelsens direktør: Forbered dig på en lang epidemi

Værnemidler må nu være øverst på listen over prioriteter i forhold til, hvordan man forbereder sundhedsvæsenet bedst muligt.

»Der er behov for at tænke kreativt. Måske kan man genanvende engangsmateriale, hvis det bliver desinficeret, eller bruge udstyr fra andre brancher«, siger Andreas Rudkjøbing.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her