Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

Sundhedsstyrelsens direktør vil op på 10.000 tests om dagen

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Onsdag lød ambitionen fra Sundhedsstyrelsen, at der skal testes 5.000 danskere om dagen for coronavirus. Torsdag gør Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, det klart i P1 Orientering, at man gerne vil teste endnu flere.

Radioværten fortæller, at Norge gerne vil op på 10.000 om dagen, hvortil Søren Brostrøm svarer:

»De vil vi også gerne, og det skal vi også. Og vi skal også endnu højere op end det«.

»Når jeg har sagt, at vi skal op på 5.000 nu, er det for at stille et meget tydeligt og klart krav til regionerne, som driver sygehusene – et meget klart måltal«, siger han i radioprogrammet.

Men inde i dig selv siger du 10.000?

»Ja, men jeg er også nødt til at sige, hvad jeg forventer, at de gør nu«, siger han og tilføjer:

»Og der vil jeg bare lige sige, at for et par timer siden har Region Hovedstaden meldt ud, at de er klar til at teste 2.500 om dagen fra nu af«, siger han.

Søren Brostrøm gør det også klart, at ambitionen om de 5.000 test om dagen gælder med det samme.

»Jeg vil gerne understrege, at vi skal op på 5.000. Det er nu. Det er ikke et spørgsmål om, at vi skal være der om en uge eller to uger. Der skal vi være endnu højere«, siger direktøren.

Torsdag eftermiddag er 1.877 personer konstateret smittet med coronavirus. Det er en stigning på 26 i forhold til torsdag morgen.

I alt 16.197 personer er blevet testet for virusset. Test, hvor svaret endnu ikke er klar, eller testen ikke giver et tydeligt svar, tæller ikke med. Onsdag blev 974 testet for Covid-19.

ritzau

PodcastSe alle
Det føles forkert at hjælpe en enkelt pige og ikke alle de andre her i lejren. Men at bede om at få historien om Aisha og lov til at tage hendes billede og så bare gå videre, det er umuligt, fortæller Politikens journalist Bo Søndergaard. Sammen med fotograf Mads Nissen har Bo Søndergaard besøgt flygtningelejren Goz Salaam i Sudan, hvor 20-30.000 er på flugt fra tre års borgerkrig, der har ødelagt Sudan og gjort millioner af mennesker til flygtninge i deres eget land.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her