Nogle personer er i risiko for at blive hårdt ramt og alvorligt syge, hvis de bliver smittet med coronavirusset og udvikler sygdommen Covid-19.
Der er overordnet set tale om ældre personer, personer med visse kroniske sygdomme, visse personer med nedsat immunforsvar, for tidligt fødte børn samt gravide.
Her er et samlet overblik over risikogrupperne:
Ældre personer over 65 år - og især over 80 år.
Personer med visse kroniske sygdomme:
- Hjertekarsygdom. Gælder dog ikke velbehandlet forhøjet blodtryk.
- Lungesygdom. Gælder dog ikke mild og velbehandlet astma.
- Kronisk nyresygdom med nedsat nyrefunktion.
- Kronisk leversygdom.
- Diabetes type 1 og 2. Gælder især, hvis man har følgevirkninger.
- Muskelsygdomme og neuromuskulære sygdomme, der giver nedsat hostekraft eller gør det svært at komme af med slim fra luftvejene.
- Svær overvægt med BMI over 35. Det afhænger dog af, om man også har andre risikofaktorer.
- Særlige blodsygdomme, hvor der vurderes at være øget risiko for komplikationer.
Visse personer med nedsat immunforsvar:
- Personer med blodsygdomme.
- Personer, der har fået organtransplantation.
- Personer, der får immunhæmmende behandling. Det kan være kemoterapi eller strålebehandling i forbindelse med behandling af kræft.
- Personer med hiv, der har svær påvirkning af immunforsvaret.
Børn, der har følgetilstande efter at være født for tidligt.
Gravide og kvinder, der har født inden for de seneste to uger.
Kilder: Statens Serum Institut, Sundhedsstyrelsen.
ritzau



























