Der er endnu intet bevis for, at personer, der er blevet erklæret raske efter at have været smittet med coronavirus, er immune over for sygdommen.
Det siger Maria van Kerkhove, der er epidemiolog ved Verdenssundhedsorganisationen (WHO) ifølge Sky News.
»Lige nu har vi ikke noget bevis for, at brugen af test for antistoffer kan vise, om en person er immun eller beskyttet mod at blive smittet igen«, siger hun på et pressemøde i Genève.
I øjeblikket er flere lande i færd med at købe testudstyr, der kan måle, om personer har antistoffer mod Covid-19 - sygdommen, der forårsages af coronavirus.
I Storbritannien har regeringen blandt andet bestilt 3,8 millioner af test, der måler niveauet af antistoffer i blodet.
»Disse test for antistoffer vil være i stand til at måle niveauet af antistoffer, men det betyder ikke, at en person med antistoffer er immun«, siger Maria van Kerkhove.
ritzau


























