Trods genåbning: Smittetrykket falder til 0,7

Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Det danske samfund åbner, de mindste børn er for længst kommet tilbage i vuggestue og skole, og de videre faser for genåbningen er i gang.

På trods af genåbningen er smittetrykket siden slutningen af april faldet fra 0,9 til 0,7.

Det viser den seneste måling fra Statens Serum Institut (SSI). Den dækker over perioden 1. til 7. maj.

Smittetrykket er et udtryk for, hvor mange andre en person med coronavirus smitter. Hvis det er 0,9, betyder det, at en person med coronavirus gennemsnitligt smitter 0,9 andre.

»Det at smittetrykket har ligget så stabilt under 1 i den sidste uge er tegn på, at den første fase af genåbningen ikke endnu har sat skub i smittespredningen«, siger Tyra Grove Krause, der er afdelingschef i SSI, i en pressemeddelelse.

Smittetrykket er en af de indikatorer, myndighederne holder øje med i forbindelse med genåbningen af landet, hvor fase 2 officielt er gået i gang mandag.

Genåbning i forskelligt tempo: Jyder og fynboer kan komme tilbage til hverdagen før københavnere

For fire uger siden blev Folketingets plan for genåbningens første fase igangsat. Børn fra 0.–5.-klasse kom tilbage i skole, en stor del af de liberale erhverv åbnede, og daginstitutioner gjorde plads til samfundets mindste.

Ifølge Tyra Grove Krause er det lave smittetryk et udtryk for, at borgerne tager deres forholdsregler.

»Det skyldes sikkert både skolernes kæmpe indsats med at holde fysisk afstand og sikre god hygiejne. Men det tyder også på, at folk generelt stadig passer på«, siger hun.

Den kritiske grænse for smittetrykket er 1,0. Er smittetrykket over, er det udtryk for, at epidemien accelererer. Er det under, er det udtryk for, at epidemien aftager.

Under coronakrisen er smittetrykket gået op og ned. I marts var det helt oppe over 1,0. I midten af april stabiliserede det sig på 0,6. Og de første uger efter genåbningens fase 1 steg det igen til 0,9.

Og ifølge SSI kom det helt op på 1,0 mellem 22. og 24. april.

Der er flere måder at beregne smittetrykket på. Statens Serum Institut har valgt at estimere det ud fra antallet af coronarelaterede indlæggelser.

Det er, fordi det vurderes at være mindre påvirket af ændringer i, hvor mange og hvem man tester.

Tallene er behæftet med usikkerhed, oplyser SSI.

Se det som et speedometer

Tyra Grove Krause fortæller, at man skal se smittetrykket som et speedometer, der indikerer, hvor meget tryk der er på epidemien.

» Det siger noget om, hvor man er på epidemikurven - om den er opadgående eller nedadgående. Men den siger ikke noget om, hvor niveauet af smittespredning ligger«, siger hun.

Tyra Grove Krause tilføjer, at smittetrykket ikke er noget, man kan 'styre efter alene'.

»Så det siger ikke noget præcist om, hvad intensiteten af smitte er i samfundet. Men det ved vi også nu, at den er på et meget lavt niveau nu«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her