Under Black Lives Matter demonstrationen søndag 7. juli deltog 15.000 i tæt optog. Mindst én er konstateret smittet med coronavirus, fortæller sundhedsministeren nu. Samtlige deltagere opfordres til test.

Mindst én coronasmittet efter demonstration i København

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Mindst én fra den store demonstration i København søndag 7. juni er nu blevet testet positiv for corona. Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde klokken 18.

Og han opfordrer alle deltagere til at blive testet:

»Her kommer en opfordring: De, der har været med, opfordres til at lade sig teste, og gå ind på coronaproever.dk og bestille en test, uanset om man har symptomer eller ej«.

Styrelsen for Patientsikkerhed var også til stede på mødet. De står for opsporingsarbejdet, der nu skal i gang. Men fordi menneskemængden var så stor, er det svært at sige, hvem den smittede har været i kontakt med:

»Derfor - ud fra et forsigtighedsprincip - anbefaler vi samtlige deltagere til demonstrationen til atblive testet, siger Anette Lykke Petri, konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Ved endnu ikke, om andre er smittet

Man ved ikke, hvor mange demonstranter der allerede har valgt at lade sig teste, og man ved heller ikke, om der er andre smittede.

Derfor hjælper man som borger bedst, hvis man nu er ekstra opmærksom på symptomer:

»Risikoen for smitte er dog større, hvis man har stået midt inde i menneskemængden«, uddyber Anette Lykke Petri.

Lokale udbrud er en del af epidemien, som vi ikke er ovre endnu. Men det får ikke betydning for den genåbning, der er i gang, slår sundhedsminsiteren fast.

Det får heller ikke betydning for fremtidige demonstrationer:

»Vi har grundlovssikrede rettigheder. De rettigheder er ukrænkelige, også i denne tid«.

»Uanset hvad man gør, om man demonstrerer eller bare færdes i sit almindelige liv, bør man følge retningslinjerne«, understregede ministeren yderligere.

Vi ryger ikke tilbage til 11. marts.

Demonstrationen blev kritiseret af flere vrede facebookbrugere og politikere, efter demonstranter på flere billeder stod tæt og tilsyneladende glemte at tænke på risikoen for coronasmitte.

Af flere viruseksperter blev den beskrevet som en »potential superspredningsbegivenhed«.

Men selv om vi kommer til at se lokale virusudbrud fremover, ryger vi ikke tilbage til den skæbnesvangre 11. marts med en ny nedlukning af Danmark, slog en anden virusekspert fast:

»Det er muligt, at man om 14 dage kan se på smittetallene, at der har været den her begivenhed. Men det er også meget vigtigt at huske, at selv hvis det er tilfældet, så står vi i en helt anden situation end i marts«.

»Vi har testfaciliteter, vi har en opsporingspolitik, vi har endda noget antiviralt behandling på vej, og vi har ikke mindst lært, hvordan vi skal opføre os for at undgå spredning. Så selv når der kommer mikroudbrud i samfundet, så har vi værktøjerne til at håndtere det«, sagde Søren Riis Paludan.

Tidligere i dag kom det frem, at et fly fra Pakistan til Danmark havde coronasmittede med ombord. Opsporingsarbejdet skulle være i gang allerede nu.

Derudover er endnu et lokaludbrud konstateret i Hjørring.

Jens Valbjørn Stavnsbjerg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her