Dagens coronatal vidner om en god og rolig situation i Danmark. Det vurderer Allan Randrup Thomsen, der er professor i virologi ved Københavns Universitet.
»De står heldigvis står i kontrast til, hvad der sker andre steder i verden«.
»Vi har været gode til at lukke ned og har ind til videre været gode til at håndtere de mindre udbrud, der har været. Det afspejler sig i, at vi har så få indlagt og så relativt få døde«, siger han.
Yderligere en indlagt med corona i Danmark
Antallet af indlagte med coronavirus i Danmark stiger med en til 18.
Det viser tal fra Statens Serum Institut.
Der er ikke registreret dødsfald. I alt er 609 døde med coronavirus i Danmark.
Yderligere 12 er bekræftet smittet, så tallet for bekræftede smittetilfælde med coronavirus i Danmark i alt er på 12.900.
Af de smittede har 12.001 overstået infektionen.
En overstået infektion betyder, at man 14 dage efter konstateret smitte ikke er indlagt eller død.
Tallene for patienter på intensiv og i respirator er uændrede. I alt er fem patienter indlagt på intensivafdeling, mens fire er i respirator.
Det er disse patienter, der har det værst.
I Danmark har man testet 931.373 personer for coronavirus i alt.
Risiko for mikroudbrud
Allan Randrup Thomsen siger dog samtidig, at man ikke kan udelukke, at folk bringer smitte med sig, når de vender hjem fra sommerferie.
Mange lande er nemlig åbnet for, at danskerne kan rejse ud.
»Sommerferien er i gang, og folk rejser rundt i Europa, hvor der sker ting og sager. Vi kan ikke udelukke, at vi får nogle smittede hjem fra udlandet, der kan give anledning til mikroudbrud«.
»Jeg håber, vi kan holde det på et niveau, hvor det ikke tager fart«, siger Allan Randrup Thomsen.
Ritzau
fortsæt med at læse




























