173 nye smittetilfælde er registreret i Danmark det seneste døgn. Det oplyste Statens Serum Institut på dagens hastige pressemøde i Sundhedsministeriet.
Samtidig blev det oplyst, at antallet af indlagte er steget med én person, så det nu drejer sig om 18, og at yderligere én er død.
»Smitten er stigende. Dagens smittetal er 173 i går var det 179. Det er et væsentligt højere niveau, end vi har været på de seneste uger«, siger sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde.
Magnus Heunicke påpegede, at coronasmitten ikke udelukkende er et lokalt problem, men findes over hele landet.
»88 ud af 98 kommuner har haft smittede de seneste uger. Vi har mere end 14 kommuner, der har mere end 20 smittede per 100.000 borgere«.
Ministeren gjorde dog samtidig opmærksom på, at lokale nedlukninger er en af de løsninger, »der ligger allerøverst i vores værktøjsskuffe«.
»I København har der været 173 smittede den seneste uge. I Odense er tallet 98. Vi kigger på tallene igen i weekenden, og hvis det er relevant, så er det noget af det, vi vil gribe til«, sagde Magnus Heunicke om de lokale nedlukninger.
Især unge bliver smittet
Faglig direktør hos Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, gjorde opmærksom på, at særligt én gruppe i samfundet er repræsenteret i de nye smittetilfælde.
»Det er især unge, der er smittede. Det hænger formentlig sammen med, at samfundet er åbent igen. Men det er især ved private sammenkomster og ved møder i aften- og nattelivet, at folk bliver smittet«, lød det fra Kåre Mølbak.
Nyt coronadødsfald: 173 nye smittede siden torsdagSom afslutning på pressemødet gjorde sundhedsminister Magnus Heunicke nok engang opmærksom på nødvendigheden af, at danskerne følger retningslinjerne for forebyggelse af smittespredning.
»Det er lige nu, at vi skal huske rådene om at holde afstand, bruge håndsprit, hoste i ærmet. Når du går ind i et supermarked, så sprit af og hold afstand til de andre kunder. Det er lige præcis det, der er supervåbnet mod smitten«, afsluttede ministeren.
ritzau/politiken
fortsæt med at læse




























