Mens det daglige antal nye coronatilfælde balancerer omkring 1.000, og borgerne lever under skærpede restriktioner med nye påbud om mundbind samt forbud mod at samle sig mere end ti personer, så er der optimisme blandt læger, som behandler patienter med covid-19 på hospitalerne.
»Det er helt anderledes nu. Der er ikke så mange, der dør, og vores covidpatienter er ikke så syge som i foråret«, siger Thomas Benfield, der er professor og overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Amager og Hvidovre Hospital, der gennem epidemien er det sygehus, som har behandlet flest covidpatienter.


























