Kurven over antal indlagte på hospitalerne lignede gennem nogle uger i foråret profilen på et cykelløbs bjergetape, som ville få selv de mindste og letteste klatrere til at stå helt stille på cyklen. Måske ligefrem i hast styrte baglæns ned ad stigningen. Sådan er situationen slet ikke lige nu på infektionsmedicinske afdelinger og andre sengeafsnit, hvor patienter, der er smittet med coronavirus, får behandling.
Grafisk udtrykt minder den øjeblikkelige stigning meget passende om en af de jævne og på ingen måde stejle bakker, der bølger hen over det danske land. Fra 109 1. oktober til 139 29. oktober, fire uger senere.