Rekordmange er bekræftet smittet med covid-19 det seneste døgn. Yderligere 4.034 danskere er bekræftet smittet med corona. Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut. Derudover er 589 blevet testet positiv efter at have fået foretaget en lyntest hos Falck, Carelink og Copenhagen Medical.
Der er kommet svar på 124.707 test, hvilket også er rekordmange. 3,23 procent af dem har været positive for covid-19.
»De nyeste tal viser, at vi stadig har en udvikling i epidemien, og at tiden virkelig er inde til at stramme op og mindske smittespredningen«, lyder vurderingen fra Thorkild Sørensen, professor i epidemiologi på Københavns Universitet.
Yderligere 120 personer smittet med covid-19 er blevet indlagt på landets hospitaler. Det samlede antal indlagte stiger med 23 til 516. Det skyldes, at der også er sket udskrivelser af patienter. Derudover er yderligere 17 coronaramte afgået ved døden.
Det vides ikke, om disse har været indlagt på landets hospitaler. I alt er 992 personer smittet med covid-19 døde under epidemien i Danmark.
Opdateres ...
Ritzau
fortsæt med at læse



























