Antal indlagte på sygehusene er faldet med 22 til 942 det seneste døgn. 31 personer er døde med coronavirus.

Antallet af indlagte falder, men antallet af døde stiger

Foto: Mads Nissen/POLFOTO
Foto: Mads Nissen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Der er registreret 1992 nye smittede med coronavirus, mens antallet af indlagte falder med 22 til 942 patienter.

Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

De nye smittetilfælde er fundet på baggrund af 74.797 prøver.

Det giver en positivprocent på 2,7 procent, hvilket er det samme som mandag.

Antallet af test har været meget svingende mellem jul og nytår og de første dage af 2021, og derfor kan det være vanskeligt at sammenligne positivprocenten, da der kan være forskel på, hvilke grupper der bliver testet.

141 patienter er på intensivafdelingen, hvoraf 85 er i respirator.

Yderligere 31 personer er døde med coronavirus.

Kontakttal falder

Der er også kommet en ny status på det såkaldte kontakttal. Det er faldet den seneste uge. Det er beregnet til 1,0 mod 1,2 ugen før.

Men ser man på tallet for den britiske coronavariant, som de seneste uger har spredt sig i landet, er det opgjort til 1,5.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

Kontakttallet blev tidligere kaldt smittetrykket. Det er en beregning af, hvor mange en smittet person ventes at give smitten videre til, som Statens Serum Institut (SSI) laver.

Når den er på 1,5 for den britiske variant, betyder det, at 10 smittede personer i gennemsnit sender sygdommen videre til 15 andre personer.

Den britiske variant af coronavirus vurderes at være 50-74 procent mere smitsom.

I Storbritannien vurderes den mere smitsomme udgave at være årsagen til, at landet trods omfattende restriktioner i øjeblikket oplever rekordhøje smittetal og indlæggelser.

Den britiske variant vurderes ikke direkte at være mere alvorlig eller dødelig, men indirekte vil en mere smitsom variant kunne føre til flere indlæggelser og dødsfald.

SSI har udtrykt bekymring for udbredelsen af virusset i Danmark. Den vurderes at kunne blive den dominerende virus i landet på sigt.

For nylig vurderede SSI, at der per 1. januar havde været cirka 800 tilfælde med den britiske variant i Danmark.

Ifølge SSI vil udbredt smitte i samfundet med den britiske variant også betyde, at en større andel af befolkningen skal være immune for at opnå flokimmunitet i befolkningen.

Myndighederne har hidtil vurderet, at omkring 70 procent skal være immune for at nå dertil.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her