Det blev fejret som en sejr for ligestillingen i Danmark, da et borgerforslag i efteråret førte til enighed mellem Folketingets partier om at fjerne grænsen på fem år for, hvor længe et æg fra en kvinde maksimalt må fryses ned. Nu kunne kvinder endelig få lov til at bestemme over deres egne kønsceller, ligesom mænd har kunnet, lige så længe det har været muligt at fryse sæd ned for senere at tø den op igen til brug ved fertilitetsbehandling.
Men en undtagelse i lovforslaget, som skal førstebehandles i Folketinget i dag, får nu borgerforslagets to stillere til at råbe højt. De finder det dybt urimeligt og helt uforståeligt, at grænsen på fem år stadig skal gælde for alle andre kvinder end dem, der får frosset æg ned i forbindelse med fertilitetsbehandling eller lider af en sygdom, der risikerer at gå ud over chancen for at få børn.




























