Det seneste døgn har positivprocenten for coronatest været 1,64. Det samlede antal indlagte er faldet med 58.

Andelen af positive coronatest er den laveste siden november

Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Det seneste døgn er der registreret 1358 nye smittetilfælde med coronavirus, viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) onsdag.

De 1.358 smittetilfælde er fundet blandt 82.795 prøver. Det svarer til, at 1,64 procent af testene har været positive. Ikke siden slutningen af november sidste år har positivprocenten været lige så lav, som den har været det seneste døgn.

Det er et godt tegn, om at restriktionerne virker, vurderer professor og overlæge Henrik Nielsen, Aalborg Universitetshospital:

»Vi har tydeligvis stoppet stigningen i antallet af nye smittede og begynder også se et fald i antallet af indlæggelser. Det er en gevinst af, at vi har måttet leve under skærpede restriktioner den seneste måned«.

Siden slutningen af februar 2020 er der blevet foretaget et godt stykke over 11 millioner test for coronavirus. Det er fordelt på over fire millioner borgere.

Det samlede antal patienter indlagt med corona er det seneste døgn faldet med 58, så der nu er 859 indlæggelser i alt. Af de indlagte er 137 på intensivafdeling, hvoraf 90 får hjælp af respirator.

Antallet af patienter på intensiv er højt og ligger ikke langt fra rekordniveauet i foråret med 153 intensivpatienter. Også på universitetshospitalet i Aalborg mærker man her et pres.

»For øjeblikket er det vores intensivområde, der nu har stigende tal, og hvor vi er presset«, siger Henrik Nielsen.

Kontakttal skal endnu længere ned

Selv om det tilsyneladende går den rigtige vej, når det gælder om at holde virussen i skak, er det for tidligt at glæde sig endnu, advarer professoren.

»Den store ubekendte faktor er den britiske variant. Vi skal endnu længere ned i smittetal for at holde den for døren, hvis det holder stik, at den er op til 50-70 procent mere smitsom«, siger han.

Kontakttallet blev tirsdag opgjort til 0,9. Det vil sige, at 10 smittede i gennemsnit bringer virus til 9 andre. Men tallet skal ifølge professoren ned på 0,7 eller 0,8 inden for de næste to uger, hvis vi skal undgå en eksplosion i antallet af nye smittede med denne variant.

Yderligere 37 personer er døde, mens de var smittet med corona. Dermed er i alt 1.660 borgere døde med virussen i kroppen siden midten af marts sidste år.

I kampen mod corona er myndighederne herhjemme begyndt at vaccinere mod virussen. Først i rækken til et stik er de allermest udsatte borgere. Seneste opgørelse fra SSI viser, at frem til onsdag morgen har i alt 118.073 borgere fået det første af to vaccinationsstik. Det svarer til 2,02 procent af den samlede befolkning.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her