De første danskere har nu fået to stik med en coronavaccine. I alt er 2,78 procent af befolkningen i gang.

Fem danskere er nu færdigvaccineret mod corona

 75-årige Andy Puggaard Thomsen fra Gørding fik det første stik med vaccinen fra Moderna. Nu har en håndfuld danskere også fået det andet stik og der dermed færdigvaccinerede.  Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
75-årige Andy Puggaard Thomsen fra Gørding fik det første stik med vaccinen fra Moderna. Nu har en håndfuld danskere også fået det andet stik og der dermed færdigvaccinerede. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fem danskere har fået to stik med en coronavaccine og er dermed færdigvaccineret.

Det viser de daglige vaccinationstal fra Statens Serum Institut (SSI) lørdag.

Vaccinationerne gik i gang i Danmark den 27. december, hvor plejehjemsbeboere landet over modtog de første stik med vaccinen fra Pfizer og BioNTech.

Samlet set er 2,78 procent af befolkningen nu i gang med eller færdige med at blive coronavaccineret. Det svarer til 162.328 borgere.

Fredag var tallet på 2,52 procent.

Langt størstedelen har modtaget et stik med vaccinen fra Pfizer og BioNTech. 519 har modtaget deres første stik med vaccinen fra Moderna.

Modtager færre vaccinedoser

De kommende uger forventes antallet af nyvaccinerede dog at falde, da mange af de første vaccinerede skal modtage deres andet stik.

Samtidig får Danmark i næste uge færre vaccinedoser end planlagt leveret fra Pfizer. Det skyldes, at medicinalfirmaet skal opgradere deres produktionskapacitet.

Det fik sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til at rette henvendelse til EU, der står for indkøbene af vacciner.

»Vi er i et kapløb med coronavirus og den nye mere smitsomme virusvariant. Derfor ser vi med stor alvor på nedgang i leverancer«.

»Regeringen har derfor på højeste niveau aktiveret alle kanaler herunder kontakt og dialog med andre medlemsstater i EU og EU-Kommissionen for at sikre Danmarks interesser«, sagde han fredag i en skriftlig kommentar.

Præcis hvor mange færre doser, vides ikke endnu. Ifølge leveringsplanen fra Pfizer skulle Danmark have modtaget 59.475.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her