Vi ser for første gang under coronaepidemien en betydelig overdødelighed, skriver Statens Serum Institut.

Danmark har på syv uger haft 1.198 flere dødsfald end forventet

Foto: Mads Nissen/POLFOTO
Foto: Mads Nissen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Danmark oplever for første gang under coronaepidemien en betydelig overdødelighed, skriver Statens Serum Institut på sin hjemmeside. Siden midten af december har der været en samlet overdødelighed på 1.198 personer. Det er cirka 15 procent flere dødsfald end forventet i perioden fra uge 51 og frem til uge 4. Den højere dødelighed ses især hos ældre personer over 75 år og kan ifølge seruminstituttet relateres til covid-19.

Der er ofte en overdødelighed om vinteren grundet influenza. Men influenzavirus er stort set fraværende denne sæson, og der er heller ikke en forekomst af andre alvorlige infektionssygdomme.

»Den aktuelle overdødelighed i Danmark skal ses i lyset af fraværet af den sædvanlige influenzasæson samt færre luftvejsinfektioner generelt i denne vinter. De fatale konsekvenser af den udbredte smitte med covid-19 i de seneste uger bliver dermed tydelige«, siger afdelingslæge Lasse S. Vestergaard.

Vaccinationer vil føre til fald i dødelighed

Danmark har tidligere oplevet influenzasæsoner, som har medført en højere dødelighed. Eksempelvis var overdødeligheden som følge af influenza 2822 personer i vinteren 2017/2018, oplyser Statens Serum Institut. Seruminstituttet forventer at se et fald i dødeligheden i takt med de seneste ugers faldende smittetal.

Det trækker også i den rigtige retning, at flere og flere ældre bliver vaccineret. Af en opgørelse tirsdag fremgår, at 31.326 plejehjemsbeboere nu har fået to vaccinestik mod covid-19. Det svarer til 79 procent af målgruppen, som er færdigvaccineret.

Statens Serum Institut overvåger løbende dødeligheden i Europa og oplyser, at andre lande også oplever en højere dødelighed end forventet grundet coronaepidemien. Det gælder blandt andre lande som England og Portugal, skriver instituttet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her