Der er udbrud med den sydafrikanske virusvariant i Nordvest-kvarteret i København. Alle borgere tæt på udbruddet bør testes i weekenden.
Det siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) i en pressemeddelelse fra kommunen fredag aften.
»Den sydafrikanske variant må for alt i verden ikke få lov til at sprede sig i København«.
Den sydafrikanske variant må for alt i verden ikke få lov til at sprede sig i København
»Derfor er det nu helt afgørende, at borgerne i Nordvest viser samfundssind ved at lade sig teste hurtigst muligt, så vi kan stoppe spredningen med den meget smitsomme variant«, siger hun i meddelelsen.
Opfordringen om at blive testet gælder særligt beboere i det område, der ligger i trekanten mellem Frederiksborgvej, Frederikssundsvej og Glasvej. Området er specifikt afgrænset for ikke at overbelaste testkapaciteten, oplyser Social- og Omsorgsforvaltningen.
Forvaltningen har ikke offentliggjort oplysning om, hvor mange i området, der er konstateret smittet, men det er - indtil videre - under 10, oplyser forvaltningen til Politiken. For at beskytte personfølsomme oplysninger har forvaltningen heller ikke offentliggjort, hvordan udbruddet er opstået.
»Nu vil jeg helt sikkert tage det meget mere seriøst«
Allerede torsdag aften var kommunens Sundheds- og Omsorgsforvaltning sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed til stede i området, hvor man stemte dørklokker og opfordrede borgerne til at blive testet med det samme. Til det formål var der medbragt en podebil fra Testcenter Danmark.
De, der ikke var hjemme, fik en flyer ind ad brevsprækken. Kommunen har helt ekstraordinært sms’er ud til beboerne i netop det område, og der bliver annonceret »massivt« på sociale medier.
»Vi bliver nødt til at reagere lynhurtigt. Og vi skal som kommune sikre, at alle modtager budskabet om at blive testet«, siger Sisse Marie Welling.
Mai Lindholt, der bor i den lille trekant, fik imidlertid ikke noget at vide, før hun blev kontaktet af Politiken. Hun var hjemme torsdag aften og hele fredag, bortset fra en kort løbetur. Hun har ikke fået nogen sms og heller ikke set nogen annonce på Facebook.
»Jeg så godt på min telefon, at der var et udbrud, men de skrev kun, at det var i København. Jeg anede ikke, at det er lige præcis min boligblok, det handler om. Nu vil jeg helt sikkert tage det meget mere seriøst«, siger hun.
Den sydafrikanske variant vurderes af myndighederne som markant mere smitsom end den oprindelige variant. Der er også tegn på, at den er mindre følsom over for vaccine.
Opfordringen til at blive testet gælder især beboere i ’trekanten’ Frederiksborgvej, Frederikssundsvej og Glasvej.
Man bør blive hjemme, til man har fået svar på prøven, fremgår det af pressemeddelelsen.
Beboere i området kan lade sig teste i weekenden på:
NEXT, Frederiksborgvej 20, 2400 København NV. Åbent lørdag og søndag kl. 8-20
Nørre Fælled Skole, Biskop Krags Vænge 7, 2100 København Ø (indgang via skolegården). Ååbent lørdag og søndag kl. 8-14.
fortsæt med at læse




























