AstraZeneca-vaccinen er lige så god, som alle andre godkendte vacciner, siger talskvinde fra WHO.

WHO ser ikke grund til at stoppe vaccine fra AstraZeneca

Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Selv om flere er døde, ser FN’s verdenssundhedsorganisation (WHO) ingen grund til at stoppe vaccinerne fra selskabet AstraZeneca.

Reaktionen kommer, efter at Danmark og flere andre europæiske lande har suspenderet brugen, efter at det er konstateret, at flere personer, der har modtaget vaccinen mod covid-19, har fået blodpropper.

»Ja, vi bør fortsætte med at bruge vaccinen fra AstraZeneca«, siger WHO’s talskvinde, Margaret Harris.

»Der er ingen indikationer på ikke at bruge den«, siger hun.

Ifølge Margaret Harris er AstraZeneca-vaccinen lige så god, som alle andre godkendte vacciner.

»Vi har gennemgået al data om dødsfaldene. Der har til dato ikke været nogen dødsfald, som beviseligt er forårsaget af vaccinen«, siger hun.

Hun understreger, at vaccinen fortsat bør blive sikkerhedsundersøgt.

»Vi skal altid sikre, at vi kigger efter alle sikkerhedssignaler, når vi udruller vacciner. Og vi skal gennemgå dem. Men der er ingen indikation på, at vi ikke kan bruge vaccinen«, siger hun.

Den samme konklusion kom Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) til torsdag, efter at Danmark og Norge havde suspenderet brugen af vaccinen. I Danmarks tilfælde i to uger. Ifølge EMA er hyppigheden af blodpropper blandt vaccinerede ikke højere end blandt befolkningen generelt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her