Politisk flertal er enig om en yderligere genåbning fra mandag, så flere kan mødes, og flere kan dyrke idræt.

Forsamlingsforbud hæves til 10 personer udendørs fra mandag, og 50 kan dyrke idræt sammen

Forsamlingsforbuddet er flere gange blevet justeret under pandemien. Nu sættes det op til 10 udendørs fra på mandag. (arkivfoto) Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Forsamlingsforbuddet er flere gange blevet justeret under pandemien. Nu sættes det op til 10 udendørs fra på mandag. (arkivfoto) Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Der bliver mulighed for en påskefrokost med lidt flere deltagere end hidtil ventet.

Forsamlingsforbuddet hæves fra fem til ti personer udendørs fra mandag, og det hæves for udendørs idræt fra 25 personer til 50 personer.

Det er Folketingets partier blevet enige om torsdag aften, hvilket fremgår af en pressemeddelelse fra Statsministeriet.

»Vi er stadigvæk et kritisk sted. Vi er kommet i gang med at vaccinere, men vi er der ikke helt endnu. Foråret er på vej, men det er ikke varmt vejr endnu, så vi skal passe på«, siger Mette Frederiksen.

Hun glæder sig dog over aftenens aftale:

»Alle partier har gjort gældende, at det er vigtigt, at genåbningen har fokus på de unge. Det er lykkes. Vi giver også mulighed for, at flere danskere kan mødes uden for i påsken«, siger Mette Frederiksen.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, er ikke tilfreds med omfanget af genåbningen, som han gerne havde set større:

»Det her var, hvad der kunne etableres et flertal for, men det rokker ikke ved regeringens meget fastcementerede og uambitiøse niveau«, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Der åbnes også for udendørs gudstjenester med op til 50 personer. Der ændres dog ikke ved de gældende regler for indendørs gudstjenester.

Forhandlingernes fokus er den langsigtede plan for genåbningen af Danmark, så samfundet får et overblik over rækkefølgen af de delvise genåbninger.

Men grundet de lavere smittetal er der plads til yderligere genåbning allerede fra mandag.

»Vi er meget tilfredse med, at vi kan være mere sammen udendørs. Man kan holde en påskefrokost for ti mennesker udenfor. Og vi kan dyrke mere idræt udenfor. Og så mødes vi på mandag og laver en større aftale om genåbningen«, siger partileder Sofie Carsten Nielsen (R) efter forhandlingerne.

Forhandlingerne om en langsigtet plan skal være færdig 23. marts.

Hovedstadens elever tilbage

Et yderligere element i aftalen er, at afgangselever i hovedstaden kan vende tilbage efter samme model som i resten af landet fra mandag. I de fleste landsdele er afgangselever i grundskolen og på ungdomsuddannelser tilbage til normal undervisning på halv tid.

Hovedstaden har dog undtaget på grund af et højere smittetryk, men fra 22. marts kan de også vende tilbage.

Åbningen gælder også erhvervsuddannelser, hvor nogle elever er afhængige af undervisning, fordi det er tale om praktiske fag, hvor det er svært at modtage fjernundervisning, hvis man eksempelvis skal lære at bygge et hus.

»Jeg er rigtig glad for, at pladsen prioriteres særligt til børn og unge blandt andet erhvervsskoleeleverne, som i langt højere grad kommer tilbage«, siger politisk ordfører Mai Villadsen (EL).

Også SF-formand Pia Olsen Dyhr er glad:

»Man kan ikke lære at bygge et hus fra sit køkken. Rigtig tilfreds med, at vi åbner for erhvervsskoleeleverne. Og rigtig glad for, at flere børn kommer i skole. Det trænger de til«, skriver Pia Olsen Dyhr på Twitter.


ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her