Der er nu 12 bekræftede tilfælde med brasiliansk variant i Danmark. Der er i alt 52 tilfælde med sydafrikansk.

To nye tilfælde af brasiliansk variant fundet i Danmark

Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Der er det seneste døgn fundet yderligere to smittetilfælde med den brasilianske variant af coronavirus i Danmark.

Dermed er der nu 12 bekræftede tilfælde i Danmark af varianten, der også er kendt under navnet P1. Det viser en opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Desuden er der bekræftet et nyt tilfælde af den sydafrikanske variant. Dermed er der samlet 52 tilfælde af varianten i Danmark. Varianten går også under navnet B1351.

Dansk virusekspert: Efter at have været vores værste fjende er B117 blevet en vigtig allieret

Begge varianter vurderes at være mindre følsomme over for antistoffer og mere smitsomme end de varianter, der har været de gængse i Danmark i størstedelen af coronaudbruddet.

De to varianter er derfor på sundhedsmyndighedernes radar, og man vil gerne undgå, at de spreder sig i landet.

Derfor bliver der lavet intensiveret smitteopsporing, hvis der er mistanke om smitte med de to varianter.

Det betyder, at det ikke kun er de nære kontakter til en smittet, som bliver opfordret til at gå i isolation og tage en test, men også nære kontakters nære kontakter.

Ud over de seneste bekræftede smittetilfælde er der 29 positive coronaprøver, som mistænkes at være enten den brasilianske eller sydafrikanske.

De prøver skal analyseres yderligere for at afdække, hvilken variant de præcist stammer fra.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her