Mens der er fuldt tryk på genåbningen i det meste af landet og gang i frisørernes sakse og tatovørernes brummende nåle, rejser en ny risikovurdering fra myndighederne advarselsflaget for Region Hovedstaden og særligt en stribe kommuner på den københavnske Vestegn med høje smittetal.
»Smitten i Region Hovedstaden er vedvarende høj og fortsat stigende, hvor der gennem flere uger har været stigende smitte i flere af kommunerne omkring København, hvor der vurderes at være generel samfundssmitte«, skriver covid-19-risikogruppen, der består af repræsentanter fra Sundhedsministeriet, Justitsministeriet, Rigspolitiet, Statens Serum Institut og andre sundhedsfaglige myndigheder.



























