Den indiske coronavariant er påvist i Danmark, men er ikke mere smitsom eller robust overfor vacciner.

Seruminstitut nedtoner fare ved indisk coronavariant

Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

I Indien har en ny variant af coronavirus hærget landet, og mandag blev der registreret 2812 coronarelaterede dødsfald. Det svarer til 117 i timen.

Men selv om virusvarianten allerede er kommet til Danmark - der er påvist 29 tilfælde - er Statens Serum Institut (SSI) ikke synderligt bekymret for konsekvenserne.

Det skriver SSI i en pressemeddelelse.

Faglig direktør Tyra Grove Krause siger i pressemeddelelsen, at varianten ikke virker til at være mere farlig end den britiske variant, der i øjeblikket er dominerende i Danmark.

»Vi har ikke data, der tyder på, at B1617 (den indiske variant, red.) er mere smitsom end for eksempel B117 (den britiske variant, red.), og samtidig vurderer vi, at vaccinerne vil være effektive overfor den«, siger hun.

Den indiske variant ses primært i Indien, men også i Nordamerika og i store dele af Europa.

Blandt de 29 tilfælde i Danmark er der kun tre personer, som har dansk statsborgerskab. 20 af personerne var fra Indien, fem fra Iran og én fra Litauen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her