Yderligere 851 er smittet med corona

Foto: Finn Frandsen (arkiv)/POLFOTO
Foto: Finn Frandsen (arkiv)/POLFOTO
Lyt til artiklen

Der er registreret 851 coronatilfælde i Danmark det seneste døgn. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

De 851 tilfælde er fundet på baggrund 75.850 PCR-prøver, som bliver foretaget via en podning i halsen. Det giver en positivprocent - andelen af smittede - på 1,12.

90,2 procent af de positive coronaprøver, der blev analyseret i sidste uge, var med den mere smitsomme Delta-variant.

Antallet af indlagte med coronavirus stiger med 5 til 55. Stigningen ændrer imidlertid ikke på, at antallet af indlagte er på niveau med den seneste uges tid, hvor det har ligget på omkring 50.

Af de indlagte er 12 på intensiv, hvoraf 7 har brug for en respirator som hjælp til at trække vejret.

Hver sjette tror, at de er blevet smittet i udlandet. Og især i Spanien

Der er ingen nye coronadødsfald. Dermed er status fortsat, at i alt 2542 personer har mistet livet med coronavirus i Danmark under epidemien. Tallet har ligget på mellem nul og en død om dagen siden 19. juni.

Der er blevet foretaget 145.998 antigentest - også kaldet lyntest - de seneste 24 timer.

Resultaterne af disse tages dog ikke med i de daglige smittetal, da de er forbundet med større usikkerhed end PCR-prøverne.

Hvis man testes positiv via en lyntest, opfordres man til at tage en PCR-test.

Det seneste døgn har yderligere 33.039 personer påbegyndt et vaccinationsforløb. Dermed har knap fire millioner borgere i Danmark fået mindst et stik. Over 2,7 millioner er færdigvaccinerede.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her