Kontakttallet i Danmark er beregnet til 1,0.
Det skriver Sundhedsministeriet på Twitter tirsdag.
Med et kontakttal på 1,0 svarer det til, at 10 smittede i gennemsnit giver smitten videre til 10 andre.
Med andre ord vil epidemien hverken stige eller falde.
»Kontakttallet er i dag beregnet til 1. Det tyder på en stabil epidemi«, skriver Sundhedsministeriet i sit tweet.
Kontakttallet var også i sidste uge på 1,0, mens det i ugerne forinden har været over 1. Det vil sige, at epidemien på det tidspunkt blev vurderet til at være let stigende.
I midten af juli var kontakttallet for eksempel oppe på 1,3. Det var det højeste i 11 måneder.
Men siden er det gået den rigtige vej, og nu er epidemien i Danmark altså nede på et stabilt niveau.
»Smitte- og indlæggelsestal er fortsat på et lavt niveau, og udrulningen af vaccinerne fortsætter«.
»Hver og en, der tager imod vaccination og følger de gode råd, er med til at bekæmpe epidemien«, skriver Sundhedsministeriet i tweetet.
Kontakttallet bliver fulgt med interesse, da det siger noget om, hvorvidt smitten er på fremmarch eller på tilbagetog.
Det siger til gengæld ikke noget om antallet af smittetilfælde i samfundet.
Kontakttallet beregnes ved at se på smittesituationen for halvanden uge siden. Derfor er tallet til en vis grad bagudskuende, men det bliver alligevel brugt som et element i myndighedernes overvågning af coronasituationen.
Derudover følger myndighederne blandt andet med i antallet af smittede i de daglige opgørelser og antallet af nye patienter med coronavirus på hospitalerne.
810 nye smittetilfælde
Det seneste døgn har yderligere 810 personer i Danmark fået besked om, at de er testet positive for coronavirus.
Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) tirsdag.
De 810 smittetilfælde er fundet i 51.853 PCR-prøver. Det er de prøver, hvor man bliver podet i svælget.
På landets hospitaler er der nu indlagt 62 patienter med coronavirus. Det er en stigning på 8 personer sammenlignet med mandag.
Ud af de 62 indlagte er 8 patienter på intensiv, og de får alle hjælp af en respirator.
Der er ikke registreret dødsfald det seneste døgn, som kan relateres til corona.
Dermed er der fortsat registreret samlet 2.550 coronarelaterede dødsfald under epidemien i Danmark.
I den danske vaccinationsindsats er der det seneste døgn uddelt lidt mere end 55.000 stik med coronavaccine.
Dermed er 4.229.446 personer nu påbegyndt vaccinerede, mens 3.254.145 personer er færdigvaccinerede.
I forhold til den samlede befolkning svarer det til henholdsvis 72,3 procent og 55,6 procent.
ritzau
fortsæt med at læse


























