Smittetallene i Odense-bydelen overskrider kritisk grænse, viser nye tal fra Statens Serum Institut.

Vollsmose Sogn lukker

Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Smittetallene i Vollsmose Sogn i Odense Kommune er nu så høje, at sognet bliver ramt af automatisk nedlukning. Det betyder blandt andet, at skoler i sognet må lukke.

De seneste syv dage er 100 borgere i bydelen blevet konstateret smittet, positivprocenten er 8,2, mens den såkaldte incidens målt som antal smittede per 100.000 indbyggere på syv dage er 1.007 og dermed netop er krøbet over grænsen, der dikterer nedlukning. Det viser tal, som Statens Serum Institut netop har offentliggjort.

Sognet er med sine godt 10.000 indbyggere det hidtil største, som er lukket ned her efter sommerferien, hvor smittetallene er steget.

Vollsmose er er udsat boligområde, hvor to ud af tre beboere har anden etnisk baggrund end dansk. Smittetallene i sognet er steget gennem de seneste uger, hvor borgmester Peter Rahbæk Juel (S) flere gange har opfordret borgerne til at lade sig teste og isolere sig ved tegn på smitte.

Det er især blandt unge mennesker, at flest bliver testet positive for coronavirus. Der er ifølge Odense Kommune en tendens til, at unge bringer smitten med hjem til resten af familien.

Færre er vaccineret

En væsentlig forklaring på, at coronavirus her kort efter sommerferien kan få så godt fat i sognet er, at en relativ lav andel af beboerne er vaccinerede. Mens det på landsplan er næsten 80 procent af dem, som er inviteret til vaccination, der er færdigvaccinerede, så er andelen i Vollsmose kun omkring 50 procent.

Det var præcis områder som Vollsmose, som regering og myndigheder havde i tankerne, da de på et pressemøde mandag opfordrede borgere i udsatte boligområder til at blive vaccineret. Myndighederne er bekymrede over, at der rundt omkring i Danmark opstår små lommer, hvor en relativ lav andel af borgerne er beskyttede mod at blive syge med covid-19.

Sundhedsminister Magnus Heunicke sagde ved den lejlighed, at vi er på vej mod en epidemi blandt de uvaccinerede. I øjeblikket er over 50 procent af de indlagte under 40 år, og 80 procent af indlæggelserne sker blandt borgere, som ikke er vaccineret.

Andre sogne bliver som følge af de nye smittetal også ramt af nedlukning. Det drejer sig om Skelund Sogn i Mariagerfjord Kommune og Saltum Sogn i Jammerbugt Kommune. De tre sogne tilslutter sig dermed Astrup Sogn i Aarhus Kommune, der lukkede for et par dage siden.

Epidemi i flere spor

At epidemien med coronavirus kører i flere parallelle spor bliver understreget af, at det såkaldte kontakttal er målt til 0,9. Det har Sundhedsministeren netop meddelt på Twitter, hvor han glæder sig over den store tilslutning til vaccinationsprogrammet.

Kontakttallet på 0,9 indikerer, at epidemien på landsplan er aftagende forstået på den måde, at 100 personer smitter 90 andre, der så smitter 81. Men tallet dækker altså over store forskelle, hvor Vollsmose stikker ud som lige præcis det, myndighederne gerne vil undgå: Lommer med lav vaccinationstilslutning, hvor deltavarianten har gode betingelser for at sprede sig og forårsage sygdom blandt uvaccinerede og blandt dem, hvor vaccinen måske ikke har så god effekt.

Konkret betyder nedlukningen i Vollsmose, at følgende steder og institutioner lukkes og ikke må benyttes fra onsdag, oplyser Odense Kommune:

Odinskolen og UngOdense, SFO’er og klubtilbud, Mulernes Legatskole, alle lokaler og lokaliteter, hvor der udøves kulturaktiviteter, alle lokaler, hvor der udøves idræts-, fritids-, og foreningsaktiviteter indendørs samt biblioteket.

Så sent som mandag blev der fremført politisk kritik af, at covid-19 stadig er kategoriseret som en samfundskritisk sygdom. Det er dette prædikat, der gør et tiltag som automatisk nedlukning af et helt sogn eller en hel kommune mulig.

Den 10. september udløber den bekendtgørelse, som definerer covid-19 som samfundskritisk, og Magnus Heunicke sagde mandag på pressemødet, at han undersøger muligheden for at nedklassificere sygdommen. Det vil i givet fald betyde et farvel til de automatiske nedlukninger.

Men det hjælper ikke Vollsmose Sogn her og nu.

Sognet skal syv dage i træk være under niveau på et af de tre parametre, der dikterer nedlukning, før der kan åbnes igen. Odense Kommune oplyser, at dens sundhedsberedskab har sat gang i en række initiativer og forstærker de allerede igangsatte for at få smittetallene ned.

Kommunen skriver på sin hjemmeside, at den »vil i løbende dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed drøfte, om og hvornår hele eller dele af sognet kan åbnes igen«.

Reglerne åbner for, at styrelsen kan dispensere for de skarpe grænser for smittetal, hvis der er særligt gode grunde til det.

Anders Legarth Schmidt

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her