Sygeplejerskerne får nu støtte fra en gruppe sosu’er i Silkeborg, der allerede onsdag nedlægger arbejdet i sympati. Forsker har ikke set noget lignende tidligere.

Første sympatistrejke er en realitet: Sosu'er i Silkeborg nedlægger arbejdet

Flere sygeplejesker har strejket, selv om konflikten formelt set er afsluttet. Her er det på Rigshospitalet i København. Nu har en gruppe sosu'er i Silkeborg besluttet at følge trop i sympati. Foto: Marcus Emil Christensen
Flere sygeplejesker har strejket, selv om konflikten formelt set er afsluttet. Her er det på Rigshospitalet i København. Nu har en gruppe sosu'er i Silkeborg besluttet at følge trop i sympati. Foto: Marcus Emil Christensen
Lyt til artiklen

Flere faggrupper viser nu offentligt deres støtte til sygeplejerskernes ulovlige arbejdsnedlæggelser, skriver Radio4. En Facebook-gruppe for sosu’er har på 14 dage fået 5000 medlemmer. Allerede onsdag nedlægger sosu’erne arbejdet på Toftevang Plejecenter i Silkeborg Kommune. Det fremgår af et opslag i Facebook-gruppen.

Charlotte Marie Høj, social- og sundhedsassistent og stifter af gruppen ’Sosu-assistenter og sosu-hjælpere støtter sygeplejerskerne’, mener, det er på tide, at forholdene for både sygeplejersker, sosu-assistenter og sosu-hjælpere ændres:

»Jeg tror, det er tiden til, at befolkningen og politikerne begynder at vide, at der er noget helt galt i vores felters system. Der mangler utroligt meget uddannet personale, vi har travlt og kan ikke følge med. Det er sygeplejerskerne ikke alene om, så deres budskab er vi fuldstændig enige i«, siger Charlotte Marie Høj til Radio4.

Forsker har ikke set noget lignende

Arbejdsnedlæggelserne i Silkeborg får ingen opbakning fra FOA.

»Det kan vi ikke støtte op omkring, men vi forstår frustrationen«, siger Torben Hollmann, sektorformand i social- og sundhedssektoren i FOA, til Radio4.

»Hvis man nedlægger arbejdet, hvor det er overenskomststridigt, så kan vi ikke støtte op om det. Det er den måde, vi arbejder på og den aftale, vi har lavet i den danske model«, siger han.

I Danmark er der ikke tradition for sympatistrejker af denne karakter. Det fortæller Bent Greve, arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet. Han siger til Radio4, at han aldrig har set noget lignende før:

»Det er fuldstændig uden fortilfælde, at arbejdsnedlæggelser på den måde spreder sig til andre faggrupper. Vi har set støtteerklæringer og lignende før, men aldrig arbejdsnedlæggelser i sympati«.

Politiken.dk

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her