Tandlægeforeningens formand, Susanne Kleist, frygter, at vi ender med en hel generation med snusskader.

Tandlæger slår alarm: Alvorlige snusskader kan ikke rettes op

Foto: Melissa Kühn Hjerrild
Foto: Melissa Kühn Hjerrild
Lyt til artiklen

De seneste år er andelen af unge, der bruger snus- og nikotinposer steget markant. Og nogle af de skader, som de små poser forårsager, er så alvorlige, at de hos flere unge ikke kan rettes op igen, fortæller Tandlægeforeningens formand, Susanne Kleist, til DR.

»Snusen irriterer tandkødet, så det trækker sig tilbage, og man får en blottet tandhals – det vil sige, at tanden ser længere ud. Og blottede tandhalse vil ikke forandre sig, selv om man holder op med at bruge snus«.

Tandkød, der ætses væk, og forandringer i slimhinderne er også blandt de skader, der kan ramme unge, som bruger snus- og nikotinposer.

I 2017 gennemførte Tandlægeforeningen en rundspørge blandt 527 tandlæger. Den viste, at 4 ud af 10 tandlæger har patienter med skader i mundhulen, fordi de bruger snuslignende produkter, og der er kun blevet værre siden, lyder det fra Susanne Kleist.

»Det er vores klare fornemmelse, at omfanget kun er blevet større siden«, siger hun til DR.

»Jeg frygter, at vi ender med at få en hel generation af unge med snusskader på tandkødet«.

Tager chancen

På Tandklinik Thomassen i Aabenraa beretter tandplejer Eva Christiansen til DR, at snusskaderne helt klart er til at få øje på, når de unge gaber op.

»Når snus ligger op ad tandkødet i længere tid, ætser det overfladen. Tandkødet danner en hvidlig barriere, og tandkødet begynder at trække sig. I de helt svære tilfælde kan vi se, at knoglen omkring tænderne forsvinder«.

De alvorlige skader, som snus kan forårsage, er ikke noget, der umiddelbart får 24-årige Steffan Phillip til at droppe de små poser.

»Jeg ved selvfølgelig godt, at mit tandkød kan blive skadet med tiden. Men jeg tager chancen«, siger den 24-årige unge mand, der tager mellem 5-15 nikotinposer dagligt, til DR.

Prisen på dåser med nikotinposer ligger omkring 30-40 kroner. Regeringen vil indføre en ny afgift på nikotinposer, så en typisk dåse med 20 styk bliver 11 kroner dyrere. Det lovforslag er i høring frem til 15. oktober.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her