Yderligere 544 personer er det seneste døgn testet positive med covid-19, oplyser Statens Serum Institut søndag. De smittede er fundet på baggrund af 33.392 PCR-prøver, hvor man bliver podet for coronavirus i halsen.
Det er anden dag i træk med faldende smittetal. Fredag nåede antallet af smittede op på 670. Men det faldt lørdag til 618.
Antallet af indlagte er steget med seks personer til 83. De 15 af dem er indlagt på intensivafdelinger, og 11 af dem får hjælp af en respirator til at trække vejret.
Der er ikke registreret nye coronarelaterede dødsfald i søndagens opgørelse.
Det seneste døgn er der også kommet svar på 12.047 lyntest. De offentlige lyntestcentre lukkede lørdag, og herefter er man henvist til at tage en PCR-test.
PCR-test regnes også for mere pålidelig end lyntest. Af samme grund indgår lyntest ikke i de daglige smittetal.
Det seneste døgn har 2633 borgere fået et tredje vaccinestik mod covid-19. Det er et tilbud, som gælder blandt andet plejehjemsbeboere og personer over 85 år.
Samlet set har 109.972 borgere - svarende til 1,9 procent af befolkningen – fået et tredje vaccinestik.
Yderligere 1677 personer har fået andet vaccinestik og regnes for færdigvaccineret. Det svarer til 74,8 procent af befolkningen.
ritzau
fortsæt med at læse




























