Andelen af positive coronaprøver er stigende og kan indikere voksende pandemi, siger sundhedsminister.

Kontakttal er stabilt, men smitten ser ud til at stige

Foto: Katrine Hørup Noer
Foto: Katrine Hørup Noer
Lyt til artiklen

Kontakttallet for coronavirus er i denne uge beregnet til 1,0. Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

Det er det samme som i sidste uge, og det betyder i grove træk, at ti smittede med coronavirus i gennemsnit vurderes at smitte ti andre - og at epidemien er på et stabilt niveau, hvor den hverken vokser eller skrumper.

Magnus Heunicke påpeger, at andre tal til gengæld tyder på en epidemi i vækst.

Det gælder positivprocenten og incidensen, der dækker over antallet af smittetilfælde per 100.000 indbyggere.

»Derfor vigtigt, at alle lader sig teste ved symptomer, og de, der ikke er vaccineret, tager imod tilbuddet«, skriver han på Twitter.

Han skriver, at andelen af positive prøver i de daglige coronatest er gået fra 0,9 for tre uger siden til nu at være 1,6 procent.

Kontakttallet er en beregning af, hvordan smitten med coronavirus spreder sig i samfundet.

Kontakttallet udregnes ved at se på smittetallene for halvanden uge siden.

Tallet bruges af myndighederne som et blandt flere pejlemærker til at se, hvordan coronapandemien udvikler sig i samfundet.

Tallet kan sige noget om, hvad retning pandemien går, men siger til gengæld ingenting om, hvor mange smittetilfælde der er i samfundet.

I september var der i gennemsnit 437 daglige smittetilfælde. Det tal er i oktober steget til 521.

På landets sygehuse er antallet af coronapatienter faldet fra 134 til 89, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her