Godt 37.000 borgere bookede mandag tid til at blive vaccineret mod corona. Det er langt flere end dagen før.

Stor stigning i vaccinebookinger efter pressemøde

Foto: Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix
Foto: Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Der blev mandag fortaget cirka 3,5 gange flere vaccinebookinger i forhold til dagen før. Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

Stigningen kommer efter et pressemøde om corona mandag i Statsministeriet.

Mandag blev der foretaget 37.015 vaccinebookinger i hele landet. Søndag var antallet af bookinger 10.282.

De 37.015 vaccinebookinger tæller både første, andet og tredje stik.

»Tak til alle jer, der tager imod tilbuddet. Vi kan gøre det her«, skriver sundhedsministeren på Twitter.

Også statsminister Mette Frederiksen bemærker på et kort pressemøde på Christiansborg, at det er positivt, at flere borgere har valgt at lade sig vaccinere.

»Jeg ved ikke, om vi kan overbevise alle dem, der endnu ikke er blevet vaccineret. Men jeg kan konstatere, at tallet siden i går er steget ganske betragteligt. Der er noget, der tyder på, at tilslutning til vacciner er steget de seneste timer«, siger hun.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her